Frankrigferie.dk  

Banyuls

Afstand 50 km i retning mod Collioure. Banyuls ligger 5 km efter Collioure.

Banyuls er en yndig lille fiskerby lige syd for Collioure. Banyuls er specielt kendt for sine røde "Vin Doux Naturels", og er ved at vinde frem som en forholdsvis eksklusiv dessertvin. Den kan som portvin fås i ældre og vellagrede udgaver.

Vinen dyrkes i et lille afgrænset område på 25x5 km som i alt bliver til 1600 hektar vinskråninger. Lokalbefolkningen er ret stolt af deres vin, og det kan de om med rette være. Grækerne, fønikerne og romerne har alle været her for med succes at dyrke vin på de næsten lodrette skråninger ned mod Middelhavet. Den dag i dag kravler vinbønderne rundt på de stejle marker for igen og igen at lægge sten på sten på de 6000 km stengærder og mure, der sikrer, at hele produktionen ikke skrider. Og den jord og de skiferstykker der i løbet af vinteren rutscher ned, bliver møjsommeligt båret op igen. Håndarbejde som hele den øvrige indsats på markerne. Her har en traktor ikke en chance. "Landskabets skulptører" kalder man med slet skjult stolthed vinbønderne. Det er som et stort amfiteater ud mod Middelhavet. Og lyset er et teater værdigt, omkring 2600 timer om året skinner solen mod skrænterne, der rager op mod 700 meter mod den blå himmel.

Det er Grenache Noir, der er grundstammen i en af vinen herfra. Mindst 50 procent er denne robuste drue. Og er det Banyuls Grand Cru, vi taler om, hedder procenten 75. Dertil kommer så de grå og hvide Grenachedruer, Macabeu, Malvoisie, Muscats, Carignan, Cinsault og Syrah. Druerne får ikke meget vand men til gengæld megen varme. Det giver en lille men ædel produktion. Aldrig over 30 hektoliter pr. hektar og ved Grand Cru'en højst 22.

De lokale vinfolk fortæller gerne de besøgende om produktionen, hvor det gælder om at standse gæringen præcis på det tidspunkt hvor en passende mængde druesukker fortsat er til stede. Det er naturlig sødme, det hele handler om. Og at den sikres og udvikles gennem en lagring på egefade, der i to-tre år ligger i det fri, fuldender billedet. Aromaen udvikles medens temperaturen skifter fra lidt over frysepunktet i vinterens koldeste timer til næsten 50 graders varme i den solbeskinnede gård i sommerens bedste tid. Smagen drejer sig i retning af træ, gammelt læder, vanille, tobak - ja, smag selv videre. Og hvordan opdagede Banyul-vinbønderne så den teknik? Jo, allerede i det 13. århundrede konstaterede Middelhavets søfarende, at den vin, der blev lagret på dækket, blev bedre end den, der lå i lasten.

Og hvad skal Banyuls så drikkes til? Tjah, vi er ikke kommet til nogen konklusion - endnu! Men den er god som aperitif. Fremragende sammen med Foie Gras. Eminent til frisk frugt – f.eks. æbler, druer og valnødder. Sammen med god chokolade. Eller bare med et stykke brød med smør og salt. Og så (helt imod Sundhedsstyrelsens anbefalinger): som ledsager til en god cigar og god tid. Produktionen er i sagens natur til at overse, Det bliver alt i alt ikke til meget mere end 1,5 million flasker af de forskellige varianter Banyuls med den naturlige sødme. Og dertil kommer så i området en produktion af tørre rødvine, der er ganske udmærkede. Men det er altså smagen af Banyuls, der bliver hængende på tungen.

Denne artikel er fra "Franske fristelser 2003" udgivet af Cimber Air.

Relaterede link:
Om Vin doux naturels
banyuls.com